Fru Rasmussen var så elskværdig at køre mig over på Gjøl havn i morges klokken tidligt og fjorden så aldeles indbydende ud, der var næsten havblik og solen skinnede.

Kajakken blev pakket imens et par vinterbadere tog den tidlige morgendukkert.
Mine pakkeerfaringer fra Morsturen tidligere på året, kom mig til gode, især fylder min nye sovepose ikke nær så meget som den gamle og mine nye pakkeposer gør virkelig en forskel.
Klokken syv lagde jeg ud fra Gjøl havn og satte kurs imod Hals og nød den stille fjord. De første 8-9 km gik stille roligt med 5-6 km/t, men da jeg rundede Egholms sydvestlige hjørne fik jeg både medvind og medstrøm, en sjov fornemmelse at futte afsted med 9-10 km/t i en fuldtlastet kajak.

Alt imens at det hele spillede holdt jeg hele tiden skarpt udkig efter “Limfjordsdelfinen” som blev set boltre sig i Aalborgs havnebassin i går aftes, men desværre blev det ikke i dag at jeg var heldig at møde den.
I omkring 25 km havde jeg god hjælp af vind og strøm men pludselig vendte både vind og strøm 180 grader og tempoet faldt drastisk, jeg havde egentlig, tidligere på dagen, leget lidt med tanken om at slutte dagen af i Hou, hvilket så ville have været en dagstur på ca. 55 km, men fornuften sejrede, og jeg endte, som planlagt i Hals, hvor formand Steen bød mig hjertelig velkommen.

En god dag og en god start på turen, selvom vejrudsigten ikke ser for godt ud senere på ugen, men jeg tager en dag af gangen og bliver ved så længe det er sjovt.
Samlet rotid. (incl. pauser): 8 timer – Distance: 44 km
Tillykke med starten, fantastisk flot vejr i dag, satte i samme sted, nok lidt efter dig og roede Gjøl-Aggersund-Gjøl. Fin tur for mig i dette vejr, held og lykke med fortsættelsen.
Tak Fylkii, det var en rigtig fin dag men jeg er spændt hvor meget blæsevejr jeg render i de næste dage.
Godt du er på vandet nu – masser af forberedelse, nogle gange er det bare med at komme i gang og se hvad turen bringer af oplevelser. Hold pagajen i vandet og humøret højt der ude – fortsat god tur!!!
Tak Tue, Nu må vi se hvad der sker de næste dage😃