Efter at jeg i maj måned, måtte udsætte mit kajakeventyr rundt om den Nørrejyske ø på grund af dårligt vejr, har sommervejret været meget svingende og ustabilt, men nu ser det omsider ud som om at vi rammer en periode med noget som ligner sommerlige tilstande, derfor er jeg nu ved at pakke og lade op til at lægge afsted fra Skagen på torsdag hvor vejrprofeterne påstår at sommervejret lægger sig over det Nordjyske.
Mit eventyr starter og slutter, som oprindeligt planlagt, i Skagen ved kajakklubben og går imod uret, således at den første udfordring bliver Vestkysten og det er faktisk lidt sjovt at “Svømme-Johnnie” som har sat sig for at svømme rundt om den Nørrejyske ø, for at samle ind til Julemærkehjemmet, netop i disse dage har rundet Skagen og nu er på vej ned af østkysten og skal ende på Gjøl om et par uger, det kunne være sjovt hvis vi mødtes på Gjøl – men jeg vil IKKE bytte, jeg holder mig til kajakken.

Det at få al mit grej klar til på torsdag, er egentlig ret simpelt, fordi det meste af oppakningen faktisk har ligget klar i Ikeaposer, hvor det havnede i maj måned da jeg sluttede turen i Aså i et gedint stormvejr, kun al elektronikken, kamera, GPS. Powerbanks m.m. har krævet lidt ekstra omsorg men det hele er nu fuldopladet og køreklar til torsdag morgen, når jeg forhåbentlig, lægger fra land. – Glæder mig til at komme afsted!