Så er eventyret startet og den første rodag er vel overstået. Tidligt i morges blev kajakken pakket, på stranden i “Krogen” ved Skagen Kajakklub. Det er lidt overvældende at se hvor meget grej man egentlig kan proppe ned i en kajak og det er lidt stressende at tænke på at der går 2-3 dage inden man har det fulde overblik over hvor al ting er pakket ned, men det er bare sådan det er.
Skagen kajakklub ligger syd for havnen (reelt er det vest for havnen, men det er en helt anden historie) og Skagen havn er jo i øjeblikket igang med en større havneudvidelse, så der er livlig aktivitet i og omkring havnen, det indebære at man skal ro ca. 3,5 kilometer for bare at komme forbi havnen, og som kajakroer er man ikke ret synlig i det ret trafikerede farvand udenfor havnen, så alle sanser var i fuld beredskab da havnen blev passeret. Alt gik godt og Grenen blev lidt senere passeret i god stil med masser af sæler på stranden.
Turen ned langs Nordstranden, forbi Gl.Skagen og videre imod Kandestederne forløb lidt mere uroligt end jeg havde forventet, modvind, modstrøm og gamle dønninger fra de foregående dages blæsevejr, men stadig med en fed fornemmelse i kroppen over at eventyret nu endelig er i gang.
Jeg slog lejr lige før Skiveren og overnatningen klarer jeg på stranden i mit lille telt, som jeg altid har gjort, jeg ved godt at det nok ikke er helt efter reglerne, men jeg har aldrig haft problemer eller blevet jaget væk og der er jo heller ikke tale om en teltlejr over flere dage, men kun en overnatning inden jeg i morgen tidlig er på farten igen. – Det blev til 35 km i dag og så er jeg igang…
Du kan følge mig på “Fido-Trackeren”: https://my.tractive.com/p/95a7985140
Ser ud somom det går godt derudad på turen. Du er ofte i mine tanker! God tur!
Ja, indtil nu går det fint, men er vågnet op til hvide toppe i dag, så jeg tager mig en kop kaffe ekstra her til morgen
Der er meget dårlig mobildækning herude så blog og foto må vente lidt..