Nytårstanker

Det er nu over 4 måneder siden at jeg landede efter min tur, rundt om den Nørrejyske ø, og indrømmet, der er ikke roet ret mange kilometer i kajakken siden. Den først uge, efter at jeg kom hjem, var jeg træt, meget træt, man kan kalde det “akkumuleret træthed” det at når man over 14 dage har været presset, både fysisk og mentalt, så vil kroppen uvilkårligt reagerer når udfordringen omsider er overstået.

Min lyst til kajakroning har i lang tid været mættet og det er kun blevet til nogle ganske få kvalitetsture, en dejlig forlænget kajakweekend i Norge, og et par enkelte skønne efterårsture langs Skagens strande, så man kan godt sige at sommerens kræftanstrengelser, i en periode har mættet min trang til nye store kajakudfordringer, men til gengæld har jeg fået masser af ny energi til at komme i skoven på min mountainbike, hvilket jeg nyder i fulde drag, og som for mig er den perfekte form for motion i disse Coronatider.

Efter at jeg kom hjem, har mange spurgt mig, om turen rundt om øen, ikke var en meget ensom tur, og til det kan jeg kun sige at jeg altid har nydt at være i mit eget selskab, så “alenetid” har slet ikke været et problem, men jeg ved at flere andre kajakroere, som har kastet sig over lange soloture, forholdsvis hurtigt, har måttet opgive projektet, fordi de rent mentalt, ikke magtede at være alene i døgndrift, over så mange dage, men for mig er var det lige modsat.

De mange timer alene, blev en form for terapi hvor tid pludselig ikke var en begrænsning, og timerne og kilometerne bare fløj afsted. Rent faktisk er det lidt tankevækkende at en almindelig, dagligdags kajaktur på 10-12 km, nogle gange kan føles helt uoverskuelig lang, netop fordi at man måske kun har et begrænset tidsvindue til at foretage turen i, men på turen rundt om den Nørre jyske ø, havde jeg dage hvor jeg roede over 50 km, uden overhovedet at spekulerer over, hvor langt jeg egentlig havde roet, netop fordi, at uret og klokkeslæt, ikke var et issue eller en begrænsning.

 

En anden ting, som hen ad vejen er kommet lidt bag på mig, er at min kajak, Aquarius Sea Manta’en, næsten er vokset fast på mig. Tidligere roede jeg altid, og kun i min Vaag 174, som jeg sad rigtigt godt i, men efter 2 år og et par tusinde kilometer i min Sea Manta, er det lige som om, at min krop ikke vil kendes ved Vaag’ en længere, jeg sidder bare ikke godt i den mere, men til gengæld sidder jeg helt fantastisk i Manta’en. Derfor har jeg besluttet mig for at skille mig af med Vaag’en, den skal derfor sælges, så skulle du have interesse i sådan en fed kajak, så se mit review at kajakken, som jeg lavede da jeg købte den i 2013.
https://kajaksnak.wordpress.com/2013/06/30/792/

Min Boreal Vaag 174

2020 var et ekstremt godt kajakår for mig, jeg fik roet rigtig mange kilometer og fik oplevet rigtig meget nyt rovand, både på turen rundt om øen, men også på de mange forberedelsesture jeg tog, rundt omkring i det nordjyske.
I 2021 får jeg helt sikkert ikke roet nær så mange kilometer som i 2020, men der skal helt sikkert planlægges et par enkelte langture med overnatning i det fri, for naturen og det skønne friluftsliv kan jeg slet ikke undvære.
Vores børn bor på Sjælland så derfor har vi nye kajakeventyr i kikkerten på Sjælland og i Sydsverige, men øjnene er også stadig stift rettet mod den norske skærgård og de mange smukke Norske fjorde, så når Corona’en, forhåbentlig snart er væk, er vi helt klar til at drage ud på nye fede kajakoplevelser.

Godt Nytår….