Tour de Norge – Verdens arv

Egentlig var årets kajakeventyr planlagt til at gå til Scotland i området syd for Oban, men vores rejseudbyder aflyste desværre et par måneder inden afrejsen.
Efter at have studeret alternative muligheder i Scotland, kom vi frem til, at en tur rundt i Norge var ligeså attraktiv, mest fordi vi nemmere kunne få vores egne kajakker med på turen, og især efter at have læst et par artikler i magasinet “Opdag verden” om et par kajakture til de to smukke fjordsystemer Geiranger, Aurland/Nærøy wavesom alle tre er på UNESCO’s World Heritage liste, (verdens arv) blev beslutningen taget, og da vi nogle dage senere, ved et tilfælde, så den norske katastrofefilm “Bølgen” (The Wave), som handler om at en stor del af en fjeldside styrter ned i Geiranger fjorden og udløser en 80 meter høj flodbølge som udsletter byen fra jordens overflade, så var beslutningen i den grad truffet… den fjord SKULLE besøges i kajak !

Vi satte 2 uger af til eventyret hvor vi udover de to nævnte fjorde, også havde den lille ø Hilje ved Stavanger i fokus og en tur ind i Lysefjorden, hvis tiden blev til det..

xnorge33Lørdag
Med natfærgen til Larvik med ankomst 0215 – vi havde planlagt et besøg i kajakbutikken “Kajak & fritid” i Drammen så vi måtte sove nogle timer i bilen inden de åbnede kl.10.
Butikken var lidt kedelig og havde ikke det helt store udvalg, til gengæld er der penge at spare hvis man målrettet går efter fx en Palm tørdragt, her er besparelsen i omegnen af 15-20 % i forhold til danske priser pga af kursen på den norske krone.

Efter besøget i kajakbutikken blev GPSen sat til at finde vej til Geranger, uden at benytte motorveje. Det gav en godt 6 1/2 times køretur hvor vi bl.a. kom over skisportsstedet Beitostålen
Turen de sidste 20 km ned imod Geiranger er fantastisk, mage til udsigt skal man lede længe efter, nedstigningen fra omkring ca. 1200 meters højde ned til den solbeskinnede lille bygd i bunden af fjorden skal simpelthen opleves.
Vi fik hurtigt indlogeret os på Geiranger camping, midt i byen og et stenkast fra vandet, perfekt !

xDSC_0303Pause undervejs hen over Beitostølen

Søndag
Efter en god lang nattesøvn var vi klar til den tur vi længe havde set frem til, nemlig roturen fra Geiranger til Hellesylt t/r.

xDSCN1000Geiranger fjorden er en gren af Storfjorden og er nok den mest kendte af de mange smukke norske fjorde. Vi var heldige at have vejret med os, høj sol og ingen vind overhovedet, og da vi lagde ud fra campingpladsen kom dagens første krydstogtskib stille glidende ind imod den lille by på en spejlblank fjord, vi sneg os derfor langs sydsiden af fjorden, forbi Homlung hvor dagens første kajakkursus hos den lokale udbyder var i fuld gang.

xDSCN0756sssGOPR0247

xxxDSC_0237

Turen ud igennem Geiranger fjorden er det mest fotogene landskab man kan tænke sig, de mange vandfald som falder i hundredevis af meter ned over de barske stejle fjeldsider er helt fantastiske at betragte, og selv en flok japanske turister i deres lejede kajakker var så benovede at de nærmest var ved at spærre for al skibstrafik ud og ind igennem fjorden.
Efter 10-12 km døede den lidt tunge turisttrafik ud og vi havde stort hele fjorden for os selv, hele det sidste stykke ned imod den lille by Hellesylt som ligger forenden af fjorden.
Vi gik i land i Hellesylt sidst på eftermiddagen, og vi slog teltet op på byens eneste campingplads (receptionens åbningstid imellem kl.20 og 21) da teltet var slået op begyndte det at småregne.
I Norge må man åbentbart ikke købe øl om søndagen, så vi fordrev i stedet aftenen med at spise æblekage og softice på den lokale cafe – Tidlig i seng…

Mandag
Vi vågnede tidligt og var aftenen forinden blevet enige om vi skulle have pakket hurtig sammen så vi kunne komme tidligt afsted, men inden vi fik set os om ankom dagens første krydstogtskib, Costa Favolosa med 3800 gæster ombord, som lagde til lige ved siden af campingpladsen, så vi havde mange tilskuere, da kajakkerne blev pakket og dette animerede nok til at vi kom lidt hurtigere på vandet end først planlagt.

cccDSCN0784Morgenbesøg i Hellesylt

xxxIMG_6959Camp Hellesylt

xxxDSCN0727På vej retur til Geiranger

Vi gled stille og lydløst ud af Hellesylt på den spejlblanke fjord med morgenkaffen til gode.
Efter 7 afslappende kilometer gik vi på land og tilberedte dagens morgenmåltid som vi indtog i morgensolen på i en af verdens flotteste fjorde.

Resten af turen tilbage til Geiranger tog vi langs sydsiden (skyggesiden) som vi jo ikke så så meget af dagen forinden.
Det er fantastisk at se den ekstreme frodighed der er på de stejle klippesider hvor små fosser og vandfald giver næring til en flora uden lige.
Da vi rundede det sidste hjørne og igen kunne se Geiranger, kunne vi også konstatere at den lille bygd med omkring 250 fastboende indbyggere, denne eftermiddag havde to krydstogtskibe på besøg, vores ven fra om morgenen Costa Favolosa og det lidt mindre krydstogtskib “Norwegian Star” lå ankret op ud for den lille by og de mange turister blev i små både transporteret ind til ventende små butikker i Geirangers gader, så de mange små soevenirbutikker havde dejlig travlt.

xDSCN0806 (1)
Vi luskede roligt forbi de store skibe og gik i land på campingpladsen efter endnu fantastisk rotur på fjorden, og nød en kølig øl, imens roen faldt på os.
Samlet distance:
Geiranger – Hellesylt t/r 58 km

Tirsdag
Turistdag i fjordlandet, dagen blev brugt på land, med en køretur ad ørnevejen til Eidsdal hvor vi med færgen kom over fjorden så vi via turistvejen kunne komme videre ad til Troldstigen som alle turister åbentbart skal se… Aldrig har vi set så mange “kinøjsere” samlet på et sted… Så den attraktion fik vi hurtigt overstået… Vi returnerede i roligt tempo tilbage til Geiranger hvor aftenen blev brugt til at studere kort over vores næste destination, Aurland og Nærøyafjorden.

Onsdag
Transportdag, næste mål er Flåm som ligger i bunden af Aurlandsfjoeden som er en gren af Sognefjorden. GPS’en blev igen sat til “ingen motorveje” så turen gik hen over sognefjellet, en tur på ialt 289 fantastisk smukke kilometer.
Dagen sluttede med teltslagning på Flåm Camping i lidt småregnvejr..

Torsdag
Aftenen forinden var grejet gjort klar så da morgenmåltidet var indtaget, gik vi tidligt på vandet til dagens tur. Fra Flåm ud af Aurlandsfjorden i lidt gråvejr og i lidt småregn, men flot alligevel.
Efter små 17 km drejer vi om hjørnet sætter kurs ned ad Nærøyafjorden, som er helt anderledes smuk, frodig og ekstrem smal, nogle steder helt ned til 200 meter.
Efter 25 km fra Flåm ankom vi til en ideel lejrplads ved den lille bygd Dyrvad og da vi troede at det var den eneste mulighed vi havde for at campe, gik vi i land der og satte teltet op der, hvorefter vi roede videre til Gudvangen som ligger for enden af Nærøyafjorden – 36 km blev hele strækket til, men men men, vi skulle jo tilbage til vores telt igen, så efter 10 timers roning og 50 km senere kunne vi gå i land i “Camp Dyrvad”.Mon vi var trætte ?
Dagens dyr: 35 geder, 1 sæl og 2 marsvin

xIMG_7140Camp Dyrvad, ren idyl..

Fredag
Efter en god og velfortjent nats søvn tog vi op af formiddagen, hul på den sidste del af turen, tilbage til Flåm, hvor bilen var parkeret.
Efter 14 km holdt vi frokostpause i den lille by Undredal, og da vi skulle videre igen begyndte det at regne, ikke kun en byge men pisregn resten af dagen, men når temperaturen er ok og der er vindstille så er det til at holde ud. Vi tog “det lange sving” tilbage imod Flåm, som gjorde at vi fik udforsket Aurlandsvangen fra søsiden.
Af de to flotte fjorde er Næryfjorden efter min mening den smukkeste den er meget smal og frodig, og har ned imod Gudvangen utallige små grønne oaser som er velegnet til at campe på. Vi mødte utrolig mange kajakroere på turen men for det meste turister der enten havde lejet kajakker for en dag eller var på guidede 2-3 dages ture udbudt af Nordic Ventures som bl.a. operere fra Gudvangen.
Dagens dyr: 1 Havørn, 1 Ræv, 2 sæler og masser springende laks.
Dagens distance: 32 km

Lørdag
Turistdag.. Vi trængte igen til at komme i butikker, så vi smuttede lige 65 km ned af vejen til den lille by Voss som åbentbart er et meget yndet whitewaterområde. Der var et par særdeles velekviperede outdoorbutikker som vi grundigt fik udforsket, men af en eller anden uforklarlig årsag opstod der ingen behov for investeringer i mere grej ???

Søndag
Vi forlod Flåm tidligt søndag morgen med kurs imod den lille by Eidfjord som ligger i bunden af Hardangerfjorden. Efter at have spurgt Google var vi kommet frem til at Eidfjord skulle være i næsten samme liga som de foregående fjorde vi havde besøgt.
Efter et 1 1/2 times kørsel var vi fremme og vi fik hurtigt indkvarteret os på byens campingplads Kjærtveit, hvorefter dagens kajaktur kunne begynde.
Vi var en smule flade så en beskeden tur på 17 km var hvad det kunne blive til, men til gengæld i stille og fredelige omgivelser uden forstyrrende færger og krydstogtskibe.

xIMGP4790Mandag
Transportdag med Stavanger som mål, det regnede hele dagen og vi lejede os ind i en hytte på campingpladsen midt i Stavanger.

Tirsdag
Da vejret ikke levede op til vores forventninger droppede vi vores Kajakplaner i Stavanger, i stedet fik vi shoppet lidt, bl.a. besøgte vi kajakbutikken “ut i naturen” som på deres hjemmeside havde et stort udvalg af grej og kajakker, men vi blev desværre en smule skuffet da vi så butikken i virkeligheden.
Norges store XXL butikskæde måtte vi også besøge, et koncept noget lignede “Elgiganten” blot med sports og fritidsartikler, vi kom dog ud, uden at have købt noget.
Vi satte herefter kursen imod Lillesand, men efter en god times kørsel spottede Kirsten et skilt i vejsiden,  “Kajak Outlet” og jeg huggede omgående bremserne i og aktiverede katastrofeblinklyset. Det viste sig at være SeaBird Designs som havde til huse her og  som solgte kajakker og udstyr til MEGET fornuftige priser. Da jeg i øjeblikket har kajakker nok kunne jeg ikke fristes på den front men der opstod derimod et pludseligt behov for at investere i en ny vest som jeg længe havde tænkt på at købe, og med den svage norske krone som medspiller blev det til en ret god handel.
Senere på eftermiddagen indkvarterede vi os på Lillesand Camping og tilbragte en hyggelig aften sammen med Peter og Linn som vi kender fra de årlige Majture i Norge som Peter hvert år er vært for.

Onsdag
Vi havde lånt et søkort over Lillesands skærgård af Peter og fra morgenstunden lagde vi fra land. Først forbi “Sokken” en lille lagune i den ydre skærgård hvor vi fik vores morgenkaffe, så videre til Saltholmen hvor fyret ud for Humlesund ligger, herefter søgte vi “innonskærs”igen, et stykke op ad Blindleia som er den smalle passage som går det meste af vejen op imod Kristiansand.
En dejlig dag, hvor vi uden at lægge mærke til det alligevel fik tilbagelagt 29 km.

xDSCN1094Torsdag
Eventyret er slut og vi tilbragte sankthansaften på colorlines færge fra Kristianssand til Hirtshals.

Turens læring:
14 dages rundtur i Norge giver meget transporttid men kombinationen af  “kajakferie” og en “turistferie” er for os helt perfekt.
Det blev til 185 km i kajakkerne og 1800 spændende og flotte kilometer i bil igennem det smukke norske landskab.
Geirangerfjorden er skræddersyet til en to dages tur hvor imod Aurland/Nærøy turen med fordel kan spredes over 3 måske endda 4 dage, vi tog de 82 km på 2 dage hvilket er lige i overkanten hvis der også skal tid og kræfter til at se andet end fjorden.
Hardangerfjorden og området omkring Eidfjord havde vi slet ikke i kikkerten inden vi tog afsted, men det er et fatastisk område med flotte bjerge og smalle smukke fjorde, det er absolut en mulighed man ikke må overse.
Og Lillesand – Sørlandets perle, efter at have set høje bjerge i rigtig mange dage er det helt fantastisk at komme ned til Skærgården igen og sno sig ud og ind imellem de mange klippeøer og området ligger jo faktisk kun små 30 km fra Kristianssand hvor Colorline og Fjordline sejler til fra Hirtshals, det kan ikke være nemmere.
Turen gav os en masse nye erfaringer/inspiration med hjem som vi skal have brygget lidt videre på for måske at tage på nye kajakeventyr i Norges land.

 

Reklamer

Om Henrik Juul Rasmussen

Stationsvej 12, Biersted 9440 Aabybro Tlf: 21 20 81 70 ras@one2.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kajak i Norge, Ture 2016. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s